Storbritannien, USA og Australien, forenet på bekostning af Europa?

            To uger tidligere, i Washington DC, præsenterede præsident Joe Biden sammen med sine britiske og australske kolleger Boris Johnson og Scott Morrison det trilaterale AUKUS-forsvarspartnerskab "inden for sikkerhed, cyberforsvar, kunstig intelligens og kvanteteknologier for at imødegå Kinas indflydelse".[1]. Ud over at "binde USA's nuværende allierede og partnere sammen" i Atlanterhavet og Stillehavet (Joe Biden) handler det om at "arbejde sammen for at bevare sikkerhed og stabilitet i det Indiske Stillehav" samt "hjælpe Australien med at anskaffe en flåde af atomdrevne ubåde" (Boris Johnson).[2]. Scott Morrison vil på sin side oplyse, hvor ubådene skal bygges (Adelaide, Australien) i samarbejde med briterne og amerikanerne, og han vil understrege, at "Australien ikke søger at erhverve atomvåben eller en civil atomkapacitet".[3].

            Ligesom Kina gav Frankrig udtryk for sin vrede over annonceringen af dette partnerskab, og utilfredsheden spredte sig som en steppebrand i Europa. I 2016 underskrev Australien faktisk en kontrakt med den franske flådeindustri om at erhverve 12 konventionelt drevne ubåde.[4]. Annonceringen af AUKUS-partnerskabet medførte, at den australske kontrakt med Frankrig blev annulleret, hvilket resulterede i et tab på 56 milliarder euro for Frankrig.[5]. Flere europæiske lande udtrykte allerede bekymring over deres plads som USA's allierede i NATO og arbejdede på en dybere strategisk autonomi.[6]. Frankrig var ivrig efter at minde om sin rolle og tilstedeværelse i det indiske Stillehavsområde, navnlig med præsident Biden og den australske premierminister Morrison, og endda med deres partnere som den indiske premierminister Narendra Modi.[7].

            Selv EU udtrykte bekymring, især fordi meddelelsen om oprettelsen af AUKUS kom lige før præsentationen i Bruxelles af EU's strategi for det Indo-Stillehavsområde.[8].

            Et nærmere kig på indholdet og sammenhængen i AUKUS-partnerskabet viser imidlertid, at det blot er en fortsættelse af forholdet mellem USA, Storbritannien og Australien. Det skal erindres, at de tre lande er forbundet af en lang række andre sikkerheds- og forsvarsaftaler, herunderFem øjne"herunder Canada og New Zealand[9]. Desuden arbejder Storbritannien på at øge sin tilstedeværelse i verden som en del af "Global Britain", og dets medlemskab af AUKUS-partnerskabet viser allerede en geopolitisk succes for London.[10]. AUKUS-partnerskabet var især til skade for Frankrig, som også havde en partnerskabsstrategi for det indo-havsøkologiske område (Paris-New Delhi-Canberra-aksen).[11].

            Ligesom USA, Storbritannien og Australien er EU fortsat engageret i den indopacifiske region, men på det økonomiske område. Den europæiske strategi er baseret på flere projekter, herunder frihandelsaftaler med Australien, New Zealand og Indonesien og partnerskabsaftaler med Malaysia og Thailand.[12]. Europæerne ønsker også at etablere sig i det Indo-Stillehavsområde gennem andre partnerskaber, som vedrører havforvaltning, digital teknologi, klimaændringer samt forskning og sundhed.[13]. Faktisk repræsenterer regionen for Europa "12.000 milliarder euro i årlige investeringer, dobbelt så meget som USA", og er "det næststørste eksportmarked for EU".[14]. Som Josep Borell påpeger, skal EU spille en meget vigtig rolle på sikkerhedsområdet, uden dog at negligere sikkerhedsområdet, "men EU har en meget vigtig rolle at spille.Europæisk strategisk autonomi". er fortsat hovedsagelig økonomisk[15]. På forsvarsområdet er EU's medlemsstater fortsat splittede, ikke mindst for at bevare deres vitale forhold til USA[16].

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN