Tyrkiske investeringer i Afrika: en ny konkurrence for Europa?

            Efter Rusland og Kina er der en ny regional aktør, der i stigende grad gør sig gældende i Afrika: Tyrkiet. Siden 2000'erne og på grundlag af en handlingsplan fra regeringen fra 1998 er de tyrkiske økonomiske, infrastrukturelle, militære og kulturelle investeringer blevet mangedoblet i hele kontinentet, langt ud over de traditionelle indflydelsesområder som Middelhavet og Det Røde Hav.[1].

            Tyrkiske myndigheder og virksomheder har observeret et stort potentiale i det afrikanske marked og har mangedoblet kontakterne med det gennem adskillige møder og initiativer.

            F.eks. blev "Afrikas år" (2005), der blev erklæret i Ankara[2].

I januar 2008 erklærede Den Afrikanske Union således Tyrkiet for en strategisk partner for Afrika[3]. Samme år fandt det første internationale møde om samarbejdet mellem Tyrkiet og Afrika sted i Istanbul, som var præget af bilaterale drøftelser med 42 repræsentanter for stater.^[4]. Det følger efter andre topmøder, der blev afholdt i samme by, f.eks. topmødet om partnerskab mellem Tyrkiet og Afrika (2005), som blev efterfulgt af flere andre topmøder, f.eks. det, der blev afholdt i Malabo (Ækvatorialguinea) i 2014.[5].

            Den tyrkiske investeringsstrategi i Afrika er baseret på tre søjler: (1) oprettelsen af ambassader på kontinentet (i dag er der 43 ambassader, mens der kun var ni i 2003), (2) åbningen af Turkish Airlines' ruter, som betjener omkring 50 afrikanske byer, og (3) TIKA-agenturets indsats, som finansierer talrige projekter inden for byggeri, sundhed, landbrug osv.^[6]. Det tyrkiske agentur for internationalt samarbejde og udvikling (TIKA) har 30 koordinationscentre på hele kontinentet[7].

            Ud over TIKA er der andre involverede organer, såsom Rådet for Udenrigsøkonomiske Forbindelser (DEIK), som er ansvarlig for den tyrkiske private sektors internationale forbindelser, og sammenslutningen af tyrkiske forretningsfolk og industrifolk (TUSKON), som samler næsten 30 000 virksomheder og 150 lokale erhvervsorganisationer.[8].

            De nuværende tyrkiske investeringer omfatter den største arena i Østafrika i Rwanda (Kigali Arena), en national moské i Ghana, en militærbase i Somalia (TURKSOM) samt et 400 km langt jernbaneprojekt, der forbinder Etiopien med havnen i Djibouti (Awash-Weldiya).[9]. I Senegal arbejder tyrkiske virksomheder på opførelsen af en ny by nær Dakar samt en jernbanelinje. De har endda fået tildelt forvaltningen af den nye internationale lufthavn i Dakar, som åbnede i 2017.^[10]. 

            Tyrkiske virksomheder investerer også i naturressourcer, kulbrinter, landbrug og industri[11]. Ligesom Nigeria og Somalia er Angola eftertragtet for sine gas- og mineralforekomster.[12].

            Våbensalget (militære angrebsdroner) blomstrer også, f.eks. i Nigeria, som er plaget af Boko Haram.[13]. Selv med nabolandet Niger havde Tyrkiet underskrevet en forsvarsaftale i juli 2020[14]. Landet udvider også sit samarbejde inden for uddannelsessektoren og den sociokulturelle sektor[15].

            Endelig investerer Tyrkiet stadig i fødevaresektoren: Afrika tegner sig for 10 % af Tyrkiets salg af landbrugsprodukter og fødevarer i verden.[16].

            Ifølge statistikker er Ankaras handelsvolumen med det afrikanske kontinent steget fra 5,4 mia. $ i 2003 til over 25 mia. $ i 2020.[17]. Det spanske institut for udenrigshandel (ICEX) har oplyst, at Tyrkiet allerede har indgået ti frihandelsaftaler - der indebærer afskaffelse af told og afgifter på handel med varer og tjenesteydelser mellem Tyrkiet og dets partnere - med de afrikanske lande: Egypten, Marokko, Tunesien, Elfenbenskysten, Ghana, Somalia, Rwanda, Mozambique, Mauritius og Sudan (under ratificering).[18]. Andre forhandlinger er i øjeblikket i gang med Den Demokratiske Republik Congo, Seychellerne, Cameroun, Tchad, Libyen og Djibouti. Tyrkiet er også ved at undersøge frihandelsaftaler med Algeriet og Sydafrika.[19].

            Tyrkiske investeringer fremmes og støttes gennem adskillige minister- og præsidentbesøg i afrikanske lande[20]. Som premierminister og nuværende præsident har Erdogan besøgt 30 afrikanske lande siden 2004[21]. For nylig besøgte han Angola, Nigeria og Togo fra den 17. til 21. oktober 2021.^[22]. Der blev også afholdt et minitopmøde den 19. oktober i Lomé mellem Erdogan og hans togolesiske, burkinske og liberiske modparter.[23].

            Omvendt arbejder afrikanske ledere og iværksættere på at få bedre adgang til det tyrkiske marked og samarbejde mere med tyrkiske virksomheder som alternative aktører til Europa.[24]. Derfor vil det afrikanske investeringsforum i Tyrkiet, der blev afholdt i juni 2021[25]og i oktober 2021 i Istanbul det tredje økonomiske forum Afrika-Tyrkiet (Erhvervstopmøde mellem Tyrkiet og Afrika), hvor omkring tredive afrikanske ministre deltog[26]. Et tredje topmøde mellem Tyrkiet og Afrika er planlagt til december 2021[27].           

            Fremtidige investeringer er hovedsageligt økonomiske, energi- og infrastrukturelle, men fokuserer også på kultur, religiøse anliggender og det medicinske område.

            Indtil nu er der ydet støtte til levering af medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til 44 afrikanske lande[28]. Tyrkiske investorer har indviet hospitaler, herunder to i Sahel-landene; et i Bamako (Mali) og et i Niamey (Niger).[29]. 

            I Sahel arbejder tyrkiske virksomheder på opførelsen af en moské til det høje islamiske råd i Mali i Bamako samt på restaureringen af den store moské i Agadez i det nigerianske Sahara.[30]. I Senegal finansieres moskéer også af Tyrkiet^[31]. Selv landene ved Rødehavet er stadig i skudlinjen; det gælder Sudan med havnen i Suakin - beliggende lige over for havnen i Jeddah (Saudi-Arabien) - som i dag forvaltes af Ankara takket være en langvarig lejekontrakt, som Khartoum har givet.[32]. Ud over at genoprette stedets arkitektoniske og historiske arv ønsker Ankara at gøre Suakin til et nyt turist- og transitområde for muslimske pilgrimme.[33]. 

            Uddannelse er fortsat en vigtig del af de tyrkisk-afrikanske forbindelser med deltagelse af Diyanet (formandskabet for religiøse anliggender), Maarif Foundation (TMV) og Yunus Emre Institute (YEE).^[34]. Ligesom Erasmus i Europa har Maarif Foundation et internationalt program og et program for småbørnspædagogik.[35]. Efter de europæiske sproginstitutter (Goethe for tysk, Cervantes for spansk) har Tyrkiet Yunus Emre-instituttet, som organiserer undervisning i tyrkisk sprog for udlændinge i centre i udlandet. Den bidrager også til videnskabeligt arbejde og gennemfører kulturelle og kunstneriske aktiviteter med det formål at repræsentere landet selv.[36]. I dag findes der et netværk af tyrkiske skoler og gymnasier i afrikanske lande, nemlig i Nigeria, Kenya, Ghana og Sydafrika, og der er planer om at udvide til Angola, Zambia, Zimbabwe og Mauritius.[37].

            Tyrkiske investeringer i Afrika er en konkurrence for Europa generelt, men også økonomisk for Kina og militært for Rusland.[38].

            Desuden forsøger andre regionale aktører som Indien, Japan og Brasilien at komme dybere ind på det afrikanske marked.[39]. På et møde i det tyrkisk-angolanske fælles økonomiske udvalg oplyste den tyrkiske minister for energi og naturressourcer Fatih Dönmez, at værdien af de tyrkiske investeringer på det afrikanske kontinent nåede op på 6 mia. USD, og at antallet af projekter, der er gennemført af tyrkiske iværksættere i Afrika, var nået op på 1.500, idet han understregede, at den økonomiske volumen af disse projekter oversteg 70 mia. USD.[40].

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN